Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock

Lille hund skambidt af bidsk køter i toget: Kvindelig ejer stak af

Politiet efterlyser ejeren af den hund, som torsdag aften kort efter klokken 18.30 skambed en anden hund i et tog, der holdt på Ringsted Station.

Den skambidte hunds ejer - en 21-årig kvinde fra Karrebæksminde - har forklaret, at hun havde siddet i togets gang med sin lille hund i en taske mellem benene, da en kvinde med en stor hund i snor kom ind i toget. Den store hund bed hendes hund flere gange, inden kvinden med den store hund gik ud af toget. Ifølge vidner forsvandt hun sammen med hunden væk fra stationsområdet og blev sidst set på Benedictevej i Ringsted. Hun var ikke umiddelbart til at finde for politiet.

Den skambidte hund havde fået kvæstelser i kæbepartiet/hovedet og på kroppen, men var ifølge den behandlende dyrlæge ikke i livsfare.

Politiet har optaget rapport om sagen og vil forsøge at få den efterlyste hundeejer identificeret ud fra eventuelle brugbare overvågningsbilleder fra stationsområdet.

Kvinden med den bidske hund beskrives som: 18-25 år, 170-175 cm., almindelig af bygning, hvid i huden, sort, langt hår. Yderligere kendetegn: meget makeup, talte dansk, iført hvid bluse, grå joggingbukser, hvide sko. Medbragte en grå/brun boxerhund, som var iført en rødlig H-sele.

Kontakt lokalpolitiet i Ringsted på telefon 1-1-4 med oplysninger i sagen.

jn

Publiceret 22 May 2020 15:21