Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Åh nej:

Tre ambulancer tilkaldt - hoppepude med børn flækkede midt over

Tre børn og en voksen er kommet til skade efter en forfærdelig ulykke på en campingplads i Saltum

På en campingplads i den nordjyske by Saltum skete der lørdag eftermiddag en ulykke, som kunne være endt helt galt. Tre børn og en voksen legede på en stor hoppepude, da den pludselig flækkede midt over. Det skriver TV2 Nord, som har talt med ejeren af campingpladsen.

"Vi er selvfølgelig kede af det, men vi kan heldigvis forstå på paramedicineren, at alle er sluppet billigt fra uheldet, og som jeg forstår det, så er der ingen af dem, der får varige men," siger Karsten Egelund, der ejer Jambo Feriepark, som campingpladsen hedder, til TV2 Nord.

De tre børn og den voksne person, der befandt sig på hoppepuden, da ulykken skete, kom alle lettere til skade, skriver den regionale TV-kanal.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede ulykken, og ejeren af campingpladsen forsikrer overfor TV2 Nord, at hoppepuden så sent som fredag blev godkendt af Teknologisk Institut.

Jambo Feriepark ligger på Solvejen i Saltum og er en femstjernet campingplads, der har eksisteret siden 1964.

jwh

Publiceret 24 May 2020 09:23