Privatfoto.

19-årig på glad bytur: Så blev han pludselig banket ned bagfra og kastet ud foran bil

To 18-årige mænd står nu tiltalt i sagen om overfald af særligt rå, brutal eller farlig karakter

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har tiltalt to personer for at stå bag et groft overfald på en ung mand i Gothersgade den 22. februar i år.

På baggrund af Københavns Politis efterforskning har Anklagemyndigheden besluttet at rejse tiltale mod to mænd, begge på 18 år. Den ene er tiltalt for et overfald af særligt rå, brutal eller farlig karakter på en 19-årig mand, mens den anden er tiltalt for medvirken til overfaldet.

Overfaldet fandt sted natten til den 22. februar i Gothersgade i det indre København. Her blev den 19-årige mand ifølge anklageskriftet slået, hvorefter han faldt ud på kørebanen, hvor han i hjælpeløs tilstand blev tildelt mindst et spark i hovedet.

Det grimme overfald fik den unge mands mor til at skive et opslag på Facebook, som blev delt mere end 16.000 gange. Hun skrev blandt andet:

"Når en mors frygt bliver til virkelighed. GLAD DRENG/KNÆKKET DRENG. Slået ned bagfra, i bevidstløs tilstand, kylet med hovedet først ud foran kørende biler på Gothersgade. Lander uden at kunne stå imod med hænderne, fordi han jo er bevidstløs, med hovedet direkte i jorden. Kun pga held kørte den nærmeste bil langsomt og undgik at køre hen over ham. Herefter overfalder den ene gerningsmand den livløse krop. Springer op i luften og jorder sin hæl ned i ansigtet på ham gentagne gange. Og hvorfor så det? Der er ingen grund overhovedet!!! Det er bare weekend as usual, hvor drengebander driver rundt og tæsker og røver sagesløse glade unge drenge og piger."

Den unge mand endte på Rigshospitalets Traumeafdeling. Han var ikke ved bevidsthed igen før efter 7 timer, og han endte med hjernerystelse, brækket næse og flækket øjenbryn.

Den ene af de tiltalte er i øvrigt også tiltalt for et andet overfald, der fandt sted på Rådhuspladsen i december 2019. Her blev offeret blandt andet stukket med kniv. Desuden er der i sagen tiltaler for trusler, ulovlig våbenbesiddelse samt handel med euforiserende stoffer, oplyser Københavns Poiti.

Publiceret 27 May 2020 10:23