Arkivfoto.

Kvinde fik så mange morgentæsk på tankstation: Buler i ansigtet, hævede øjne og blødninger fra næse og mund

Klokken 06.49 tirsdag morgen fik politiet via alarm 112 melding om et slagsmål mellem en mand og en kvinde ved en tankstation på Vordingborgvej i Køge.

Et vidne havde set manden slå kvinden flere gange i ansigtet, da han cyklede forbi.

Politiet kørte hurtigt til stedet og så manden ruske kvinden, der blødte fra ansigtet. En 35-årig mand fra Albertslund, der var lettere spirituspåvirket, blev straks anholdt og sigtet for vold mod en, også lettere spirituspåvirket, 25-årig kvinde fra Haslev.

En diskussion om transport fra Køge til kvindens bopæl i Haslev havde udviklet sig, så hun havde fået flere skader i ansigtet i form af buler, hævede øjne og blødninger fra næse og mund efter vold fra mandens side. En tilkaldt ambulance bragte hende til skadestuen til fornøden behandling for skaderne.

Efter afhøring til voldssagen mod sin kvindelige bekendte blev den 35-årige fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde, hvor dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham foreløbigt frem til den 11. juni 2020, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet i Køge hører gerne fra vidner, der måtte have set parret færdes til fods på Vordingborgvej i tiden før anmeldelsen om volden kl. 06.49. Kontakt politiet på tlf. 114 med henblik på afhøring til sagen.

Publiceret 27 May 2020 12:20