Foto: Politiet

Foto: Politiet

Kup tog kun 7 minutter: Disse mænd slap afsted med varer for en formue

Politiet efterlyser tre gerningsmænd, som har stjålet cirka 300 brillestel fra Nyt Syn i Kerteminde.

Fyns Politi efterlyser nu med foto tre gerningsmænd, som natten til tirsdag klokken 03.55 stod bag et indbrud hos brillebutikken Nyt Syn i i Kerteminde.

Ved indbruddet blev der stjålet omkring 300 brillestel – blandt andet af mærkerne Rayban, Oakley, Tom Ford, Lindberg, Voow og Monocool.

De tre gerningsmænd ankom til stedet i en hvid bil. Der er sandsynligvis tale om en bil, der i størrelse minder om en VW Passat, men den kan være af et andet bilmærke.

Hele indbruddet tog kun ca. 7 minutter fra de tre gerningsmænd ankom til forretningen, og til de kørte fra stedet igen med tyvekosterne i store blå poser, som ligner de kendte indkøbsposer fra Ikea.

De tre efterlyste mænd vurderes til at være i alderen 20-30 år.

Hvis nogen kan genkende gerningsmændene eller har oplysninger om indbruddet, kan de kontakte Fyns Politi på telefon 1-1-4.

jn

Publiceret 29 May 2020 14:07