Arkivfoto.

4-årig dreng frygteligt forbrændt og fløjet til Riget: Den forfærdelige ulykke, der IKKE må ske

Pårørende til en 4-årig dreng fra Gørlev har anmeldt til politiet, at drengen er blevet indlagt på Rigshospitalet efter at være blevet forbrændt søndag klokken cirka 18.00 i en privat have i Gørlev ved Kalundborg.

Politiet foretog diverse afhøringer i sagen og fik klarlagt, at flere voksne og børn var forsamlet i en have til en privat sammenkomst, hvor der var ved at blive tændt op i en kuglegrill - hvilket en 62-årig mand fra Gørlev stod for.

For at få mere gang i grillen hældte han husholdningssprit i grillen, hvilket medførte en form for eksplosionsagtig flamme, som ramte både en 4-årig dreng og en 38-årig kvinde fra Gørlev. Begge stod i 2-2½ meters afstand fra grillen, da de blev forbrændt, hvorefter de begge blev skyllet med vand, indtil ambulancepersonale kom frem.

Den 4-årige blev i ambulancen indledningsvist bragt til skadestuen i Slagelse, men herfra fløjet i lægehelikopteren til Rigshospitalet til behandling for brandskader i ansigtet, på overkroppen og armene.

Drengen er fortsat indlagt, men meldes i stabil tilstand og uden for livsfare, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Når der er endeligt overblik over den 4-åriges skader, vil politiet tage stilling til, om der er grundlag for at sigte nogen i anledning af ulykken, oplyser politiet.

Publiceret 02 June 2020 14:19