Arkivfoto

Arkivfoto

Efter mere end 40 år i Danmark: Tyrker udvises for altid

53-årig tyrkisk mand er idømt fem års fængsel og udvisning for bestandigt for narkosalg

Sagen mod den 53-årige mand begyndte tilbage i 2016, hvor han på en tankstation i Langå overdragede mindst et kilo amfetamin til en 42-årig mand med henblik på videresalg til en større personkreds.

Det lykkedes ikke at anholde den dengang 51-årige mand, som efter politiets oplysninger var nået at stikke af til Tyrkiet, hvor han slog sig ned hos sine forældre. Manden blev efterlyst internationalt, og pludselig gav arrestordren pote, da manden i oktober 2019 dukkede op i lufthavnen i Hamborg.

"Jeg kan med tilfredshed konstatere, at det internationale system virker efter hensigten, så man kan bringe de sigtede hjem og få afgjort sagerne, selvom de har været på flugt i længere tid," siger anklager ved Særlig Efterforskning Vest, Morten Rasmussen.

Den 28. november 2019 blev manden udleveret til Danmark og varetægtsfængslet, og i går onsdag blev der afsagt dom i sagen ved Retten i Randers, hvor den 53-årige mand blev idømt fem års fængsel og udvisning af landet for bestandigt.

"Jeg er meget tilfreds med dommen, og noterer mig, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand, særligt i forhold til, at retten følger udgangspunktet i udlændingelovens regler om udvisning, selvom at han har haft lovligt ophold i Danmark i mere end 40 år, og som tyrkisk statsborger har en særlig beskyttelse på lige fod med EU-borgere. Det sender et signal om, at overdragelse af narkotika i denne størrelsesorden er at betragte som en alvorlig trussel mod grundlæggende samfundshensyn," siger Morten Rasmussen.

Den 53-årige mand vil frifindes for anklagerne og valgte at anke dommen på stedet, oplyser Østjyllands Politi.

jn

Publiceret 11 June 2020 13:50