Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Barbariske hjemmerøvere slog mor og datter i hovedet med hammer

To mænd er dømt for et meget voldsomt hjemmerøveri

To kyniske kriminelle med et langt synderegister indeholdende blandt andet voldsdomme blev fredag dømt i en sag om et særdeles voldsomt hjemmerøveri.

Det skriver Nordjyske.dk.

De to mænd på hhv. 26 og 34 år brød maskerede ind i et hjem i Øster Vrå ved 01-tiden 12. februar i år ved at knuse en terrassedør. Hjemme var en 45-årig kvinde og hendes 26-årige datter, som prøvede at flygte, men blev overfaldet med hammer.

De blev begge slået flere gange med hamrene i hovedet og på kroppen, mens mændene råbte, at de skulle finde penge og kreditkort.

Og råbene blev faktisk et af de fældende beviser i retssagen, for kvinderne genkendte stemmerne og overfaldsmændenes øjne og kunne efter politiets ankomst forklare, hvor røverne formentlig kunne findes.

De blev fundet få timer senere i et sommerhus, hvor politiet fandt kvindernes penge, pas og andre personlige ejendele.

Ifølge Nordjyske skød røverne i Retten i Hjørring skylden på hinanden, men det hjalp lige lidt, for begge blev kendt skyldig.

Den 34-årige blev idømt tre års ubetinget fængsel, mens den 26-årige først kan få sin straf, når han er blevet mentalundersøgt.

dp

Publiceret 13 June 2020 15:14