Arkivfoto.

Del ikke denne video!

Rigspolitiet beder folk stoppe med at dele video af nøgne drenge. I videoen ses drengene, der er cirka ti år gamle, mens de har en form for seksuel omgang med hinanden. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rigspolitiet.

Personer, der deler videoen, kan risikere en sigtelse for deling af børneporno.

"Man vil også kunne blive sigtet, selv om det muligvis kunne tyde på, at videoen bliver spredt, fordi nogle finder dele af den morsom" siger politiinspektør Claus Birkelyng fra Rigspolitiet i meddelelsen.

Politiet har følgende gode råd:

• Slet videoen omgående

• Meddel afsenderen, at du ikke er interesseret i at modtage den slags krænkelser af børn

• Fortæl desuden afsenderen, at de fremover bør tænke mere over, hvad de deler på nettet

• Forældrene bør tale med børnene om god digital adfærd, og om hvad man deler"Bliver man dømt for at dele seksuelt krænkende materiale af børn efter straffelovens § 235 – såkaldt børneporno - vil dette blive anført på straffeattesten og børneattesten. Det kan få store konsekvenser senere i ungdomslivet i forhold til såvel uddannelse som jobmuligheder. Desuden er der nogle lande, for eksempel USA, der ikke ønsker indrejse af personer dømt efter disse bestemmelser, og det gælder også, selvom man ikke havde seksuelle bagtanker, da man delte videoen," lyder det fra Claus Birkelyng.

Efterforskningen af delingerne er stadig i den indledende fase, og det er derfor endnu for tidligt at spå om, hvornår de, der har delt videoen, eventuelt hører fra politiet.

Du kan finde gode råd på www.sikkerdigital.dk og Red Barnets hjemmeside www.sletdet.dk.

Publiceret 03 July 2020 16:16