Arkivfoto.

Tilbød mand 300 kroner for et lift: Det endte i dødsensfarligt drama

Natten til mandag kl. 00.42 var en gruppe unge samlet ved Strandvejen i Ebeltoft, da den ene af dem, en 18-årig mand, ville videre til en fest. Han havde derfor spurgt en bekendt, der var i bil, om han ville give ham et lift, hvilket han havde afslået, hvorefter han var kørt fra stedet. Den 18-årige ringede derefter til den bekendte og tilbød ham 300 kr., hvis han ville give ham et lift. Den bekendte vendte derefter tilbage til stedet - angiveligt for at køre den 18-årige til fest, oplyser Østjyllands Politi.

Den 18-årige har forklaret, at han overførte 300 kr. på MobilePay, men da han stak armen ind af vinduet ved passagersiden, for at vise føreren at pengene var overført, satte bilen i gang. Den 18-årige holdt fast i vinduesåbningen og hægtede sig fast til bilen for at få føreren til at standse. Han blev trukket hen ad vejen, men han kunne ikke holde ved og faldt kort efter ned på asfalten, mens bilen kørte fra stedet.

Der blev tilkaldt en ambulance, og den 18-årige blev tjekket for skader, men var umiddelbart sluppet med et par buler i hovedet og smerter i ben og skulder.

Han blev kørt til skadestuen for nærmere undersøgelse.

Politiet forsøgte efterfølgende at finde frem til den 18-årige fører af bilen, men foreløbigt uden held. Betjentene ved dog, hvem han er, og når de får kontakt til ham, kan han formentlig se frem til en sigtelse for ikke at overholde sine forpligtelser i forbindelse med et færdselsuheld, oplyser Østjyllands Politi.

Publiceret 13 July 2020 11:11