Foto: Presse-fotos.dk

Kæmpe drama: Hund angreb og flænsede 7-årig pige - og hendes far og onkel fik tæsk af hundens ejer og venner

Københavns Vestegns Politi efterforsker lige nu en sag, hvor en 7-årige pige i går aftes blev bidt alvorligt af en hund i Taastrupgård - og politiet opfordrer til, at vidner i sagen kontakter politiet

Klokken 19:45 i går aftes modtog Københavns Vestegns Politi anmeldelse om, at en 7-årige pige var blev bidt alvorligt af en hund.

Pigen havde befundet sig på en legeplads ud for Taastrupgårdsvej nr 3, da hun blev angrebet af hunden.

Skaderne efter hundebiddet var så alvorlige, at det var nødvendigt at bringe pigen på hospital efterfølgende.

I forbindelse med hundeangrebet påtalte pigens pårørende sagen overfor hundens ejer og dennes venner, hvilket medførte at der opstod tumult - hvorunder pigens far og onkel blev udsat for flere slag og spark.

"Dette er en sag vi tager seriøst og vi opfordrer alle vidner til at kontakte politiet, så vi kan finde frem til ejeren og hunden," siger politikommissær Andreas Mollerup.

Den Mobile Politistation er i dag ved Taastrupgård, og her kan man kontakte betjentene, hvis man har viden om sagen. Det er også muligt at ringe direkte til Københavns Vestegns Politi på 43861448.

Pigen blev udskrevet fra hospitalet igen i går aftes og har det efter omstændighederne godt.

Den kommende tid vil der være et øget patruljefokus i området.

Publiceret 14 July 2020 12:24