Arkivfoto.

Der lå en buket blomster, og fodsporene fra buketten førte direkte til vandet: Stor eftersøgning og politiaktion

Klokken 07.43 tirsdag morgen anmeldte en forbipasserende borger, at der ved Hundesømosen i Gentofte nord for København lå en buket blomster på jorden, ligesom der var nogle fodspor fra blomsterne, der ledte ned til vandet, oplyser Nordsjællands Politi.

Den forbipasserende frygtede derfor, at en person havde gjort skade på sig selv, hvorfor han kontaktede politiet.

Politi og beredskab blev sendt til området, hvor blandt andet politiets hunde samt en drone undersøgte forholdene nærmere.

Men da der blev kigget nærmere på fodsporene, kunne det konstateres, at de også ledte væk fra vandet igen.

Da der samtidig ikke blev fundet andre spor, der kunne indikere, at der var sket nogen noget, forlod myndighederne stedet igen klokken 09.46, oplyser Nordsjællands Politi..

Publiceret 15 July 2020 11:17