Arkivfoto.

Borgere i frygt for bøller: De kører bilræs, begår kriminalitet, hænger ud, støjer og skaber utryghed for borgere og butikker

Bøller hærger den københavnske forstadskommune Herlev. Det er en gruppe unge mænd, som gør livet surt for borgerne, oplyser politiet.

”Det skal være trygt og godt at bo, leve og færdes i Herlev, og derfor kører vi aktuelt en prioriteret og synlig indsats hen over sommeren,” siger vicepolitiinspektør Thomas Mejborn, leder i lokalpolitiet.

Årsagen er en gruppe unge mænd, som kører bilræs, begår kriminalitet, hænger ud, støjer og skaber utryghed for borgere og butikker særligt i området ved Bangs Torv.

Nu arbejder politi, kommune og forretningsdrivende sammen om flere tiltag – og udover mere synligt og civilt politi, gadeplansmedarbejdere, vagter fra kommunen, fartbump og betonklodser, kommer der nu overvågning i området.

"Politiet griber løbende ind over for kriminalitet, giver påbud mod at være på stedet og vil udstede forbud mod at opholde sig i området, når det er muligt. Og vi hjælper altid gerne den, der ønsker at ændre retning i livet. Har du information eller gjort observationer, så henvend dig gerne til vores lokalbetjente i området. Du kan også altid ringe til os på telefon 4386 1448," lyfer det i et opslag på Facebook fra Københavns Vestegns Politi.

Publiceret 24 July 2020 09:04