Foto: Øxenholt Foto.

To bilbrande har forbindelse til drab

Vidner søger: Bilbrande har forbindelse til drab i Aarhus

Østjyllands Politi søger vidner til to bilbrande, der skete onsdag aften i forlængelse af skuddrabet på en 25-årig mand ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.

Politiet mener, at der er en sammenhæng mellem drabet og bilbrandene, der fandt sted i timerne efter drabet.

Den ene bil blev brændt af på Rasborgvej 16 syd for Solbjerg onsdag klokken cirka 20.30.

Den anden bilbrand fandt sted på Pindsmøllevej 31 ved Edslev nord for Hørning.

"Vi er interesserede i at høre fra alle, der kan have set de to køretøjer komme kørende til stedet, set personer i forbindelse med de to brande eller set andre køretøjer omkring tidspunktet for de to brande," siger politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi.

Blot 8-9 timer efter drabet ved travbanen blev en 42-årig mand knivdræbt i et andet kriminelt opgør på Lenesvej i Brabrand. Otte personer var torsdag morgen anholdt i relation til de to drabssager. De er alle løsladt i løbet af dagen efter at have været afhørt med henblik på at fastlægge deres rolle i sagerne.

”Der er for nuværende ikke noget afgørende nyt i efterforskningen, og vi efterforsker stadig bredt. Der er fortsat ikke noget, der indikerer, at de to drab er relaterede, men i begge tilfælde tyder efterforskningen på, at der er tale om opgør i de kriminelle miljøer,” siger Michael Kjeldgaard.

Publiceret 24 July 2020 10:25