Foto: Rolf Larsen/Byrd.

Død kvinde fundet på totalt tilgroet ejendom: Der var nogle unge, der tumlede rundt med flasker omkring ejendommen

"Der er nogle omstændigheder, der gør, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan udelukke, at der er sket en forbrydelse." lød det fra Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse, efter en kvinde lørdag blev fundet død på Orø.

Og mandag undersøger politiet stadig sagen, hvor en ældre kvinde formentlig har ligget død i flere måneder, før hun blev fundet af sognefogeden i et fuldstændig tilgroet hus i gule mursten på Kratvej på Orø lørdag.

Og der er usædvanlige ting, som politiet stadig undersøger.

"Der er nogle ting omkring selve findestedet, som er usædvanlige, men det kan godt være, at der er en logisk forklaring på det. Jeg ved godt, at det er lidt kryptisk, men jeg kan ikke komme det så meget nærmere nu, siger vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard. til eb.dk og henviser til, at de mangler nogle afhøringer og obduktionsrapporten.

Kvinden er ikke endelig identificeret, men politiet formoder, at der er tale om husets beboer. Bjørke Kierkegaard fortæller, at hun beskrives som en, der ’lever meget for sig selv og ikke har en stor kontaktflade’. Det kan forklare, at hun har kunnet ligge død i huset så længe.

Frank Jørgensen, der bor med udsigt til hjørnegrunden på Kratvej, fortæller til Ekstra Bladet, at han har lagt mærke til nogle unge, der tumlede rundt omkring ejendommen med nogle flasker. Frank Jørgensen har aldrig talt med kvinden, selvom hans sommerhus ligger lige over for hendes grund.

Den oplysning har vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard også hørt.

"Det er noget af det, vi er i gang med at undersøge. Men de kan have været der af mange forskellige grunde. Det betyder slet ikke, at de har noget med dødsfaldet at gøre. Men det kan på den anden side heller ikke udelukkes. Derfor er jeg nødt til at undersøge alle de vinkler," siger han til eb.dk.

Publiceret 27 July 2020 09:28