Arkivfoto.

Kæmpedrama i S-tog: Kvinde overfaldet af vanvittig mand - så rejste to mænd sig og tog affære

Klokken 10.38 torsdag anmeldte en 65-årig kvinde fra Næstved, at hun klokken cirka 06.25 var blevet overfaldet i S-toget mellem Køge og Køge Nord S-stationer af en fremmed mand, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kvinden var kort forinden steget ind i S-toget (2. bageste vogn) mod København på Køge S-station sammen med to andre medrejsende, så hun sad på et sæde med sin rygsæktaske stående ved siden af sig. En fremmed mand satte sig på et sæde overfor på modsat side af midtergangen og snakkede noget uforståeligt med sig selv. Uden varsel tog han fat i en rygsækken hen over kvinden, som faldt ned på gulvet, da han hev rygsækken til sig.

I faldet slog hun sine knæ, men to mænd, som også var passagerer i toget, fik rygsækken fravristet manden, inden de efterfølgende smed ham af toget på Køge Nord-station.

Efterfølgende var den 65-årige kvinde taget på skadestuen, hvor hun fik konstateret kraftigt hævede knæ som følge af faldet ned på S-togets gulv.

Den fremmede overfaldsmand blev af offeret beskrevet på denne måde:

"Dansk af udseende. Kropsbygning: Almindelig. Hårlængde: Langt. Yderligere kendetegn: Usoigneret, langt hår, langt skæg. Iført: Lang brunlig frakke."

Politiet forsøger nu at få den voldelige mand identificeret.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket manden enten i toget eller formentlig på Køge Nord-station, ligesom politiet gerne vil i kontakt med de to mænd, som kom kvinden til undsætning. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Publiceret 31 July 2020 12:34