Privatfoto.

Iskold lærling løftede to biltyve og bil op i luften med gravemaskine: Sådan skal det gøres!

En ganske almindelig fredag formiddag udviklede sig et drama for en 19-årig tømrerlæring fra Hillerød.

Tømrerlærlingen Mikkel Hansen skulle køre en mindre gravemaskine hjem til sin mester, da han blev overhalet af en bil, som han genkendte.

Bilen tilhørte en kollega og var blevet stjålet dagen forinden, og derfor satte den 19-årige lærling ind efter biltyven, skriver Fagbladet 3F.

Den 19-årige tømrerlærling fulgte efter bilen til en nærliggende Rema 1000, hvor to mænd steg ud af bilen.

Så snart de to mænd forsvandt ind i butikken for at handle, satte 19-årige Mikkel Hansen straks en stopper for de to biltyve.

Først kørte han sin gravko hen foran den parkerede bil, hvorefter han ringede til sine kolleger og ventede på, at de skulle komme.

Men da de to mænd kom ud af butikken hurtigere end forventet, løftede han kvikt fodenden af bilen op med sin gravemaskine - endda mens de to biltyve sad i bilen.

Pludseligt hoppede de to biltyve ud af bilen med et bat, hvilket fik Mikkel Hansen til at søge i ly i Rema 1000-butikken, hvor den kvikke lærling straks tog kontakt til politiet.

I firmaet blev Mikkel Hansen mødt med stor ros, og han modtog sågar et gavekort til et restaurantbesøg og en biograftur for sin brave handling.

"Jeg er rigtig glad. Det er jo rart at få sådan en anerkendelse. Og svenden er rigtig glad for at have fået sin bil tilbage, selvom den har fået nogle skrammer. Det bedste af det hele er, at svendens værktøj stadig var i bilen. Og mit værktøj var der også," siger Mikkel Hansen til Fagbladet 3F.

Denne artikel er en af de 10 mest meste læste på Lokalavisen.dk gennem tiden. Derfor bringer vi den endnu en gang

Publiceret 01 August 2020 00:00