Arkivfoto

Grusomme dyremishandlere og brutale voldsmænd: Fældet af vakse borgere

Lørdag den 27. juni klokken 23.45 blev to unge mænd udsat for grov vold i Christiansgave i Hjørring, da de opfordrede en gruppe på fire unge personer til at stoppe med at mushandle et pindsvin. De to mænd blev slået med knytnæve og med en flaske i ansigtet, og det ene offer fik som følge knust tre af sine tænder.

Efter omtale i pressen har Nordjyllands Politi modtaget mange henvendelser fra offentligheden om en grov voldssag fra Christiansgave i Hjørring den 27. juni 2020. Det har ført til, at de formodede gerningsmænd nu er fundet og sigtet.

Politiet takker for hjælpen.

Leder af lokalpolitiet i Hjørring og Jammerbugt vicepolitiinspektør Sune Myrup fortæller, at presseomtalen førte til ganske mange henvendelser i sagen med mange brugbare oplysninger, der gjorde det muligt for efterforskerne at finde frem til centrale vidner og dernæst de formodede gerningsmænd.

"Derfor vil vi gerne takke offentligheden for de mange henvendelser, som faktisk har været afgørende for, at vi kunne opklare sagen. Det er et godt eksempel på, hvorfor man skal kontakte politiet, når man ligger inde med viden i en sag. Hellere en gang for meget end for lidt," siger Sune Myrup.

To unge mænd er sigtet for vold i sagen.

Publiceret 04 August 2020 15:21