Arkivfoto

Ufattelig tragedie: Derfor blev 25-årig kvinde dræbt i uhyggelig frontal ulykke

Retten i Nykøbing Falster har idømt en 49-årig mand et år og fire måneders ubetinget fængsel for at være skyld i en 25-årig kvindes død.

I november sidste år kørte han frontalt sammen med den 25-årige kvinde ved Vesterborg på Lolland. Han var ved den lejlighed påvirket af præparatet triazolam, skriver Ritzau,.

En tidlig eftermiddag i slutningen af november sidste år kom den tiltalte kørende ad Maribovej ved Vesterborg i en Citroën Picasso.

Ifølge anklageskriftet førte manden sin bil over i den modsatte kørebane, hvor han kørte frontalt ind i den modkørende kvinde.

Den 25-årige kvinde, der sad bag rattet i den modkørende bil, mistede livet, mens den 49-årige mand blev fløjet til Rigshospitalet med svære kvæstelser.

Under efterforskningen fandt retsmedicinerne spor af det bevidsthedspåvirkende stof triazolam i mandens blod. Det er et stof, der findes i visse typer sovemedicin.

Retten har vurderet, at manden har været svækket af medicinen, og at han derfor har været ude af stand til at føre sin bil.

Ud over fængselsstraffen har retten bestemt, at manden skal have frakendt kørekortet i to år.

Derudover skal han betale en erstatning til de efterladte på en million kroner, oplyser anklager Iben Grønbæk.

Publiceret 07 August 2020 11:31