Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Bilist stukket ned efter påkørsel af fodgængen: Nu efterlyses lyshåret kvinde og rødhåret mand

De to efterlyste har intet med selve knivstikkeriet at gøre, men kan ifølge politiet være vigtige vidner

Nordsjællands Politi søger to vidner til et knivstikkeri i Frederiksværk den 3. juli.

Knivstikkeriet skete klokken 17.51 på parkeringspladsen foran Nordcenteret i Nørregade i Frederiksværk, hvor en 24-årig mand svingede ind i bil. Bilen påkørte en ukendt mand, og efterfølgende opstod der tumult mellem bilisten, den ramte fodgænger og nogle andre mænd. Herunder blev den 24-årige ramt af et knivstik i ryggen.

Den 24-årige blev kørt til behandling på hospitalet, men han har ikke været i livsfare, oplyser politiet, som gerne vil høre fra særligt to vidner, der måske kan hjælpe med at klarlægge, hvem gerningsmanden til knivstikkeriet er.

Det drejer sig om en cirka 40-årig, lyshåret kvinde, der netop havde forladt Matas-forretningen og så knivstikkeriet finde sted samt en mand, som ydede førstehjælp til den 24-årige. Han beskrives som cirka 40 år, dansk af udseende med rødt, kraftigt hår. Han var iført korte bukser, bar briller og havde en rygsæk på ryggen.

Ring til Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4 med oplysninger.

jn

Publiceret 10 August 2020 13:41