Arkivfoto.

ADVARSEL: Kvinde med guldtand jagter ældre mennesker - og driver gæk med politiet

Politiet er på jagt efter mistænkelige kvinder, hvoraf den ene er karakteriseret ved en guldtand.

Klokken 11.02 anmeldte en handlekraftig og opmærksom, 56-årig mand fra Ringsted, at han ca. 10 minutter tidligere havde jagtet to kvinder i spraglet tøj væk fra en ca. 70-årig kvinde med rollator i Brogade i Ringsted, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi..

Anmelderen havde set de to kvinder henvende sig til kvinden med rollator og spørge hende om vej til hospitalet. Da anmelderen havde den klare opfattelse, at det kunne være optakten til en tricktyveri over for den ca. 70-årige kvinde, havde han jaget de to kvinder væk.

Kvinderne, der blev beskrevet som ca. 50-årige, den ene med en guldtand, fik ifølge anmelderen også travlt med at komme væk og forlod området i en sølvfarvet personbil med udenlandske nummerplader. Bilen kørte i retning mod Ringsted togstation og herefter i ukendt retning. Politiet har ingen oplysninger om den ca. 70-årige kvinde med rollator, og politiet fandt heller ikke frem til de to mistænkte kvinder.

Klokken 19.09 fik politiet en ny henvendelse om mistænkelig adfærd måske forøvet af de samme kvinder i Bjæverskov-området ved et supermarked på Ejbovej. En patrulje kørte til området for at lede efter kvinderne og deres bil, men fandt hverken bilen eller kvinderne.

Politiet vil gerne i kontakt med den ca. 70-årige kvindelige rollatorbruger i Ringsted, så hendes identitet kan blive oplyst.

Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Publiceret 19 August 2020 10:59