Arkiv.

12-årig pige på cykel i uhyggelig ulykke: Hårdt kvæstet under bil

Klokken 07.56 mandag morgen skete en meget alvorlig trafikulykke i krydset ved Røde Port og Kong Valdemars Vej i Roskilde. Her blev en 12-årig pige fra Roskilde ramt af en bil, som svingede til højre ad Kong Valdemarsvej, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Pigen kom cyklende igennem Røde Port og skulle lige ud i krydset. Bilen, som blev ført af en 53-årig kvinde fra København, kørte i samme retning, men skulle dreje i krydset. Bilisten havde holdt for rødt i krydset, og satte i gang for at svinge til højre. Her overså hun cyklisten, som blev ramt og kom ind under bilen.

Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor den 12-årige pige blev kørt til sygehuset til behandling. Hun pådrog sig brud på ben og overkrop, men hun bar cykelhjelm og fik ikke hovedskader. Bilisten slap fra uheldet uden fysiske skader. Krydset var afspærret mens politi og redning arbejdede på stedet. Politiet optog rapport, som skal belyse omstændighederne omkring uheldet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Publiceret 01 September 2020 11:13