Arkivfoto.

Det er Lille-Bent, der er død

Når Alfred Bent Frank kendt som ”Lille Bent” bisættes bliver det en ensom affære - ingen pårørende er fundet

En kendt, krumbøjet skikkelse i Haderslev er død.

Alfred Bent Frank blev 87 år. Han sov ind i sit hjem i Bakkebo den 4. september. Hans krumbøjede skikkelse var kendt af alle i domkirkebyen, hvor han blandt andet blev kaldt ”Lille Bent” og ”Støvle Bent”. Eller "Honolulu Bent" fordi han i sine unge dage altid gik rundt og sang en sang om Honolulu, skriver Jyske Vestkysten i en nekrolog.

Han skal bisættes fra Gl. Haderslev Kirke (Sct. Severin) på tirsdag klokken 10. Men det kan blive en ensom affære, for kommunen har måtte tage initiativ til bisættelsen, da man ikke har kunnet finde nogle pårørende.

Alfred Bent Frank var alene de fleste år. De sidste år gik han krumbøjet rundt i bybilledet og stoppede af og til bilerne og bad somme tider om et lift til Damager Kirkegård, hvor han ofte besøgte sin mors grav og lagde blomster.

Hans far var ukendt, skriver Jv.dk.

Publiceret 10 September 2020 11:00