Arkivfoto.

Gymnasium i dyb sorg over dræbt elev: "En supersød dreng, altid glad og repræsentant i elevrådet"

18-årige, som blev skudt på Dirch Passers Allé på Frederiksberg, blev dræbt med blot et enkelt skud.

Mordet er ind til videre fuldstændig uforklarligt.

Og mandag blev der på Falkonergårdens Gymnasium - hvor den dræbte 18-årige gik i 2. g - afholdt en mindehøjtidelighed, skriver ekstrabladet.dk.

Rektor Marianne Svendsen siger, at der blev holdt et minuts stilhed, ligesom der blev afspillet et musiknummer, som hans venner havde ønsket.

"Han var en supersød dreng, og han repræsenterede også sin klasse i elevrådet sidste år. Glad, sød og altid i godt humør, "siger rektoren til ekstrabladet.dk om den dræbte.

Nummeret, som blev spillet, er 'See You Again' med Charlie Puth.

Den dræbte 18-årig gik på skolens engelsk- og samfundsfagslinje. Skolen forsøger nu at hjælpe hans klassekammerater.

Det var fredag aften cirka klokken 20.45, at politiet fik alarmen.

Den 18-årige var i selskab med et par bekendte omkring klokken 20.45 fredag, da nogle andre dukkede op. Vidner hørte, at det udviklede sig til et skænderi, og at der lød høje råb.

"Det er ret voldsomt og vanvittigt," siger vicepolitiinspektøren om, at der blev affyret et skud med et medbragt våben. Den 18-årige blev ramt i hovedet.

De unge, der mødtes, er mellem 15 og 25 år, vurderer politiet. Til Ekstra Bladet oplyser vicepolitiinspektøren, at mødet varede i blot et minuts tid.

Gerningsmændene løb formentlig ad et stisystem langs KU.BE, som er et kulturhus med blandt andet bibliotek på Dirch Passers Allé ned mod jernbanen nær Flintholm Station. Her fører en gang- og cykelsti over sporene.

Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner i sagen. Både om forløbet op til skuddet og bagefter.

Publiceret 14 September 2020 13:27