Foto: Presse-fotos.dk

Lige nu - politiet slår til: 13 bøller anholdt

13 anholdt for slagsmål før kamp mellem FCK og Brøndby

Politiet har tirsdag slået til i en aktion mod en flok fodbodbøller.

13 personer er blevet anholdt for at have deltaget i et slagsmål mellem to store grupper på Vesterbro i forbindelse med en fodboldkamp mellem FC København og Brøndby IF 12. juli, oplyser Københavns Politi tirsdag.

De 13 fodboldfans vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag klokken 16.

Politiet slog til tirsdag på en række adresser i hovedstadsområdet. Her blev de 13 anholdt.

"Det er fuldstændig uacceptabelt at bruge fodbold som en undskyldning for at slås. Dagens aktion er et tydeligt tegn til alle "fodboldbøller" om, at vi kommer efter dem," siger politiinspektør Tommy Laursen, der er leder af Center for Borgertryghed i Københavns Politi.

Han udelukker ikke, at der kan komme flere anholdelser i den kommende tid.

Slagsmålet udspillede sig forud for kampen mellem FCK og Brøndby 12. juli i Parken. En gruppe fans var draget til Vesterbro for at vise støtte ved at gå gennem bydelen, og senere slog de sig ned på en beværtning for at se kampen.

Her dukkede fans fra det andet hold dog op, og det udviklede sig til et større slagsmål.

De anholdte sigtes for grov forstyrrelse af den offentlige orden. Desuden sigtes de for i forening at have begået vold af særlig farlig karakter mod den samme person fra den modsatte gruppering.

Publiceret 15 September 2020 10:44