Heidi Bach. Arkivfoto.

Fortvivlet mor: "Min datter er - stadig - sindssygt farlig"

Næsten 400.000 seere så med, da TV2 bragte dokumentaren, "Min datter er sindssygt farlig." Det er godt et år siden, at optagelserne sluttede.

Siden da, har Louise ikke fået det bedre. Tværtimod.

Allerede som 13-årig fortalte Louise sin mor, at hun hørte stemmer. De kom fra skabet på værelset. Og for Louise har livet ikke været nemt. Hun er diagnosticeret som paranoid skizofren og har haft den diagnose i flere år. Hun er selv for syg til at erkende, at hun er syg. Louise plages af stemmer, hallucinationer og vrangforestillinger.

Hun er kendt som en de seks piger, der stod bag et groft overfald af en ung gravid kvinde i 2019. Et overfald, som hun sad i fængsel for. Under det fængselsophold blev hun, ifølge moderen Heidi Bach, frataget sin diagnose af den psykitater, der foretog en mentalundersøgelse til retten. Den nye diagnose lød på dysfunktionel personlighedsstruktur.

Senere har hun fået diagnosen paranoid skizofren tilbage.

Hendes mor Heidi Bach ville ønske, at Louise ikke var frataget diagnosen på et kritisk tidspunkt. For havde hun beholdt diagnosen, så mener Heidi, at Louise have fået en behandlingsdom i forbindelse med retssagen.

Med en behandlingsdom ville Louise være i sikkerhed med mulighed for bedring, og hun ville ikke være til fare for andre.

Heidi Bach frygter, at Louise snart begår vold igen.

11. august forsøgte Louise at begå selvmord – igen. Hun var i psykiatriens varetægt, da det skete.

"Hun ringer til mig og råber, 'hvorfor kan jeg ikke dø mor! Jeg vil bare dø!,'" fortæller Heidi fra hjemmet i Sabro.

Louise havde købt barberskrabere i hospitalets kiosk og havde fået udgang til at gå en tur. Da hun ringer til sin mor, sidder hun ved en sø, og har skåret store blodårer op i lysken, halsen og begge håndled. Hun skar ikke dybt nok til at forbløde. For Heidi fik tilkaldt en ambulance, som efter megen søgen fandt den blødende Louise ved søen.

Da Louise kom på skadestuen, kunne lægen konstatere, at hun var millimeter tæt på at have skåret dybt nok til at tage livet af sig selv.

"Ja det er så forfærdeligt, men jeg fik tanken, kunne hun da ikke bare have fået fred," siger Heidi med tårer i øjnene.

Louise har til tider et brændende ønske om at tage sit eget liv. Det fortæller hun sin mor.

"Så siger jeg til hende, at jeg vil blive så ked af det, at jeg ikke kan undvære hende. Så siger hun, 'men jeg vil have det bedre mor,'" fortæller Heidi.

Stemmerne i Louise kan bede hende om at gøre skade på andre. De kan bede hende om at gøre skade på sig selv. Og de kan bede hende om at slå hendes mor ihjel. Men Heidi er ikke bange for Louise.

"Nej, jeg kender hende, jeg kender alle tegnene. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor ingen på psyk vil lytte. Og jeg frygter bare... inden længe så går det galt igen. Så begår hun vold eller forsøger selvmord igen. Hun har allerede fortalt mig, hvordan hun vil gøre det," lyder det fra Heidi Bach.

Efter tv-udsendelsen har hun fået mange positive og kærlige tilkendegivelser fra sit netværk i både by, familie, venner og arbejde. Og hun har fået mange henvendelser fra andre desperate forældre til unge psykisk syge, som føler de ikke bliver taget alvorligt i det psykiatriske system.

"Men alle er jo ligeglade. Det er som om, at ingen kan gøre noget i psykiatrien. Der er ingen, der kan tage sig af Louise," siger Heidi.

For et par uger siden fik Louise sin helt egen lejlighed med hjælp fra kommunen. Heidi Bach havde ellers forsøgt at få sin ældste datter på et bosted. Men det lykkedes ikke. Louise er meget forpint af sin sygdom og det medfølgende stofmisbrug og meget bange for stemmerne og det kaos, hun har i hovedet. Hun kommer hjem og sover hos Heidi om natten. Men på bosted vil hun ikke - og Louise er myndig, så Heidi kan ikke tvinge hende til noget.

Siden retssagen har Louise igen været for retten for vold. Denne gang en mindre sag - som heller ikke gav den behandlingsdom, som Heidi ser som den eneste udvej og mulighed for bedring for Louise

Publiceret 16 September 2020 09:16