Hest død efter endetarms-mishandling: Se video - hvem er mistænkt mand med flaske i hånden?

Mand ønskes identificeret i sag om mishandling af hest ved Holbæk Rideklub

En uidentificeret mand er blevet fanget på videoovervågningen ved Holbæk Rideklub på Ladegårdsalleen, hvor en hest natten til fredag i sidste uge blev udsat for brutal mishandling. Politiet ønsker nu hjælp til identifikation af manden.

Rideklubben havde inden anmeldelsen til politiet fredag morgen tilkaldt en dyrlæge, der konstaterede, at hesten havde så alvorlige skader ved endetarmen, at den måtte aflives.

Hesten er efterfølgende blevet obduceret på Patologisk afdeling ved Københavns Universitet. Den foreløbige undersøgelse viste ingen naturlig forklaring på de skader, som hesten var blevet påført.

Videoovervågningen fra rideklubbens område viser manden ankomme torsdag aften kl. ca. 22.48. Han formodes at have opholdt sig i rideklubbens bygninger frem til kl. ca. 01.49, hvor han ifølge videoovervågningen forlader området med en jakke over højre underarm og en genstand, som ligner en større flaske, i venstre hånd.

Manden beskrives ifølge politiet som: 25-30 år, spinkel af bygning, kort hår, iført mørk jakke, herunder kortærmet bluse/skjorte, lange bukser og mørke sko.

Oplysninger om manden eller tip i øvrigt bedes givet til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4.

jn

Publiceret 16 September 2020 13:51