Arkivfoto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Chokmåling på landevej bekræfter politiets bange anelser

Vordingborgvej nord for Rønnede er på baggrund af politiets analyser kommet i søgelyset som en strækning, hvor der køres hurtigt, og det dokumenter en kontrol foretaget onsdag desværre til fulde.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi afviklede mellem klokken 21.21 og 23.49 en færdselskontrol, som med al tydelighed viste, at hastigheden er alt for høj.

I alt 43 køretøjer blev standset og kontrolleret.

Den højst tilladte hastighed på stedet er 80 km/t, men flere bilister så stort på dette. To af dem blev målt til henholdsvis 142 km/t og 189 km/t.

For den hurtigstkørende af de to medfører det en ubetinget frakendelse af kørekortet, som i øvrigt også blev inddraget på stedet. Bilisten som kørte 142 km/t får en betinget frakendelse af kortet.

En anden blev sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, en blev sigtet for at køre med stjålne nummerplader og en blev sigtet for at overlade sin bil til en person, der ikke havde kørekort.

På baggrund af kontrollen lover politiet, at man fortsat vil have et skærpet fokus på strækningen.

jn

Publiceret 17 September 2020 10:56