Foto: Local Eyes

Foto: Local Eyes

Brutalt drab foran rækkehus: Nu er der afgørende nyt om mistænkt drabsmand

Politiet har anholdt og sigtet en 25-årig mand fra Slagelse for overfaldet på den 31-årige mand, som torsdag aften omkring klokken 22.46 blev fundet livsfarligt kvæstet og blødende foran sit rækkehus på Stousstræde i Gundsømagle nord for Roskilde. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi lørdag morgen.

Til trods for hurtig førstehjælp døde den 31-årige, Jonas Frederik Drewsen, kort efter overfaldet af sine kvæstelser. Undersøgelser viste efterfølgende, at han var blevet stukket med kniv.

Midt- og Vestsjællands Politi har siden overfaldet efterforsket sagen intensivt, og det ledte på sporet af den 25-årige mand fra Slagelse. Han er blevet sigtet for drab.

Den 25-årige vil klokken 10.30 her til formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med begæring om varetægtsfængsling.

Politiet søger fortsat vidner i sagen og beder borgere, som har set noget i forbindelse med det voldelige overfald, kontakte Midt- og Vestsjællands Politi direkte på telefon 46351448 eller 1-1-4.

jn

Publiceret 19 September 2020 09:52