Arkivfoto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Vanvidsbilist taget 4 gange på 6 minutter: "Fuck politiet - så kan de lære det"

En 28-årig mand fra Skanderborg fik fartbøder for 26.000 kr. for bl.a. at køre 119 km/t i en 50-zone

Af
Claus Sonne

En 28-årig mand fra Skanderborg er ved Retten i Horsens blev idømt bøder på 26.000 krone for 4 gange på bare 6 minutter at have kørt alt for stærkt på Vroldvej i Skanderborg. Han fik desuden konfiskeret sin bil og mistede retten til at køre bil frem til 5. marts 2022.

Alle fire gange kørte manden alt for stærkt:

  • Kl. 17. 51: 94 km/t. (88 procents overskridelse af den tilladte fart
  • Kl. 17.53: 111 km/t. (122 procent)
  • Kl. 17.55: 119 km/t. (138 procent)
  • Kl. 17.57: 97 km/t. (94 procent)

Det hele begyndte 21. februar 2020 kl. 16.51. Her kørte manden forbi ATK-vognen, der holdt ved adressen Vroldvej 101, og blev blitzet med 60 km/t – med nummerpladen siddende foran på bilen.

"Jeg så godt, at jeg blev blitzet. Der tabte jeg den rimelig meget, så jeg tænkte mig sgu ikke rigtig om, fordi jeg vidste, at kørekortet ville ryge. Jeg kører normalt meget pænt," lød forklaringen i retten.

Manden kørte derefter tilbage til sin bopæl og pillede nummerpladen af sin bils front. Derefter kørte han tilbage til Vroldvej og tænkte ’så kan de lære det’. Han havde sat et stykke tape over den afmonterede nummerplade og skrevet teksten ’Fuck politiet' på tapen. 4 gange på 6 minutter kørte han derefter forbi ATK-vognen med høj fart, mens han sad med nummerpladen i den ene hånd og med den anden hånd viste en ’fuck-finger’.

Specialanklager Pernille Moesborg argumenterede for, at der var tale om forsætligt hensynsløs kørsel.

"Her er tale om bevidste handlinger, der er særligt hensynsløse. Hastigheden, antallet af forbikørsler, teksten på nummerpladen og hans attitude på billederne viser, at han totalt er ligeglad med alle regler og alle hensyn til færdselssikkerheden," sagde hun.

Pernille Moesborg mente, at den 28-årige skulle idømmes en betinget frihedsstraf i niveauet 40-60 dage og idømmes samfundstjeneste. Og have en bøde, selvfølgelig. Hun påpegede også, at manden i forvejen havde fået frakendt kørekortet midlertidigt, da han udførte sit ’stunt’ på Vroldvej. Derfor burde manden have frakendt kørekortet i mindst 2,5-3 år, lød det.

Der tabte jeg den rimelig meget, så jeg tænkte mig sgu ikke rigtig om, fordi jeg vidste, at kørekortet ville ryge

Den 28-åriges forsvarer argumenterede til gengæld for, at overtrædelserne ikke var af en kaliber, der var særligt hensynsløs.

"Selvfølgelig er min klients kørsel dum og langt fra i orden, men når man kigger på den konkrete situation, mener jeg ikke, at det var særligt hensynsløst, bl.a. fordi det skete i en noget speciel byzone uden tæt trafik på tidspunktet. Desuden bremsede han ned med det samme," sagde forsvareren, der argumenterede for en kortere straf og kortere frakendelsestid af kørekortet. Samt at bilen ikke skal være konfiskeret længere.

Den 28-årige mand erkendte at have overtrådt færdselsloven og registreringsbekendtgørelse – men ikke at have kørt hensynsløs kørsel. Han påpegede, at han bremsede ned kort efter, at han var kørt forbi ATK-bilen, og kørte ind på en sidevej for at vende. Derefter kørte han op i den nærliggende rundkørsel for at køre tilbage.

"Jeg havde tjekket, at der ikke var fodgængere eller cyklister i nærheden, og der er ingen huse, der kan komme biler eller andet ud fra. Jeg synes ikke, at min kørsel var til fare for nogen," lød det fra manden.

I dommen blev der netop lagt væk på, at perioderne, hvor manden 'tabte den' var korte. Derfor blev kørslen af domsmandsretten ikke vurderet til at være særligt hensynsløs. Og dermed slap manden for en betinget fængselsstraf og samfundstjeneste.

Farvel bil

Allerede 5. marts 2020 fik manden på sin bopæl konfiskeret sin bil, lige som han blev oplyst om, at hans føreret var blevet inddraget med øjeblikkeligt varsel. Det skete på baggrund af en dom ved byretten i Horsens, en dom der blev kæret til Landsretten. Her blev konfiskationen behandlet 12. juni i forbindelse med en ankesag, i hvilken Landsretten stadfæstede dommen fra byretten. Ved fredagens retssag fik den 28-årige igen rettens ord for, at bilen ikke længere er hans.

Isoleret set udløser de fire fartovertrædelser en samlet bøde på 22.000 kr., med mulighed for en skærpelse til 26.000 kr. pga. grovheden. Og den skærpelse valgte en enig domsmandsret at udløse.

Manden modtog dommen - og fik i øvrigt en bøde på 1500 kr. for den første fartovertrædelse, hvor han kørte 60 km/t. Udover bøden på 26.000 kr. skal han også betale sagens omkostninger.

Publiceret 19 September 2020 12:20