Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Tragedie i nat: 15-årig dræbt på stedet

Af
Jacob Nielsen

En 15-årig dreng har natten til søndag mistet livet i en tragisk ulykke på Grindstedvej nær Nordre Kirkevej ved Billund, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Ulykken skete omkring klokken 02, da en bil, som var kørende i østlig retning, ville overhale en forankørende på Grindstedvej. Bilen trak over i modkørende vognbane, hvor den kørte frontalt sammen med den 15-årige, som var på knallert.

Den 15-årige, der er fra lokalområdet, afgik ved døden på stedet. De pårørende er underrettet.

Bilen, som ramte knallerten, var ført af en 22-årig mand fra Give. Han er søndag formiddag fortsat i politiets varetægt, og man afventer de endelige undersøgelser af ulykken vedrørende fart og eventuelt spirituspåvirkning, inden man tager stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med en sigtelse imod sig.

jn

Publiceret 20 September 2020 10:28