Foto: Ritzau/Scenpix

Corona: Antallet af indlagte stiger til 75 - og 418 nye smittede

Der er registreret yderligere 418 smittetilfælde med coronavirus i Danmark, viser Statens Serum Instituts daglige opdatering mandag, ifølge Ritzau.

Antallet af indlagte med coronavirus er steget til 75. Af dem er 12 indlagt på en intensivafdeling. Yderligere tre patienter på en intensivafdeling er også lagt i en respirator, hvor de får hjælp til at trække vejret.

Dermed er der en fortsat tendens til, at flere bliver indlagt med coronavirus. Eksempelvis var der for en uge siden 50 indlagte, mens der for 14 dage siden var 29.

Yderligere to er døde efter smitte med coronavirus.

Viggo Andreasen, lektor i matematisk biologi og epidemiforsker ved Roskilde Universitet, hæfter sig ved, at antallet af nye smittetilfælde har været faldende siden lørdagens rekord på 589 nye tilfælde.

- De 418 nye smittetilfælde er lavere, end vi har set de sidste par dage.

Søndag var antallet af nye smittetilfælde 469.

- Og selv om der er en betydelig statistisk usikkerhed, så er det her tal i den lave ende af, hvad man kunne frygte.

- Det er tegn på, vi er ved at have lidt styr på epidemien, siger Viggo Andreasen, til Ritzau.

Publiceret 21 September 2020 15:29