Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock Satjawat - stock.adobe.com

Dømt for flere sexovergreb mod lille pige: Politiet fandt grusomt video- og fotoarkiv hos 39-årig

39-årig mand er idømt to et halvt års ubetinget fængsel for overgreb mod seks-årig pige i Haderslev. Manden blev også dømt for besiddelse af en stor mængde børneporno.

En 39-årig mand fra Haderslev blev mandag ved Retten i Sønderborg idømt to et halvt års ubetinget fængsel i en sag om blufærdighedskrænkelse og anden seksuel omgang end samleje med en mindreårig pige samt besiddelse af en omfattende mængde børneporno.

Ud over fængselsstraffen fik den 39-årige desuden forbud mod at have kontakt med børn og unge under 18 år i en periode på fem år, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Overgrebene mod pigen fandt sted i Haderslev i løbet af 2019, hvor pigen var 5 til 6 år gammel.

Den 39-årige blev anholdt den 18. oktober 2019 og har været varetægtsfængslet lige siden.

Stor mængde børneporno

I forbindelse med en ransagelse hos den 39-årige fandt politiet 9.700 børnepornografiske billeder og 4.500 videosekvenser med børneporno. Der var også materiale med pigen, som den 39-årige har misbrugt.

Den 39-årige har under sagen erkendt besiddelse af børneporno, men nægtet de øvrige forhold.

"Vi er tilfredse med, at retten har dømt den 39-årige i fuldt omfang, ligesom retten har vurderet, at han ikke skal have kontakt med børn og unge under 18 år i den femårige periode," siger anklagerfuldmægtig Jens Lang Rask fra anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

jn

Publiceret 22 September 2020 09:54