Jonas Niels Frederik Drewsen blev 31 år. Privatfoto.

Hvorfor skulle 31-årige Jonas dø så grusomt: To spinkle teenagedrenge forklarer sig

To spinkle og tydeligt beklemte 17-årige drenge blev anholdt i går og fremstillet i grundlovsforhør i dag i Retten i Roskilde - begge sigtet for medvirken til knivdrabet på den 31-årige førtidspensionist Jonas Niels Frederik Drewsen foran den nu afdøde mands bolig Gundsømagle nord for Roskilde, skriver Ekstra Bladet.

I den åbne del af grundlovsforhøret læste anklager Anja Lund Liin sigtelserne op. De to teenagere er begge sigtet for i forening med en allerede varetægtsfængslet og drabssigtet 25-årig mand at have dræbt Jonas Drewsen med knivstik torsdag 17. september omkring klokken 22.45.

Drabsofret blev ifølge politiet ramt adskillige gange af stik i benene, kroppen og i den ene side af halsen. Han blev kort efter fundet i live af naboer, men døde på stedet samme aften.

'Hjælp, jeg er stukket - ring 112,' nåede han ifølge øjenvidner at råbe, før han mistede bevidstheden, skriver Ekstra Bladet.

De to unge mænd nægter sig begge skyldige. Dommeren lagde under henvisning til deres unge alder navneforbud. Politiets anklager begærede dørene lukket af hensyn til den videre efterforskning.

Jonas Niels Frederik Drewsen blev 31 år. Han boede til leje i et rækkehus i Gundsømagle.

Jonas Drewsens forældre har åbent fortalt, at deres nu afdøde søn har en kriminel fortid og en overgang havde et misbrug af hash og alkohol, som han angiveligt havde lagt bag sig. Familien har ingen idé om, hvorvidt det kan have spillet en rolle i drabssagen, og hvad der kunne være motivet hos den eller de personer, der opsøgte og overfaldt deres yngste søn, skriver Ekstra Bladet.

Publiceret 24 September 2020 14:16