Meget voldsom ulykke med tragisk udgang i Odense.

Meget voldsom ulykke med tragisk udgang i Odense. Foto: Localeyes

Tragisk: Bil bragede ind i hus - ung mand død

En ung mand er død og to andre yngre mænd er i kritisk tilstand efter en meget voldsom ulykke fredag aften i Odense.

Det oplyser Fyns Politis vagtchef Sten Nyland til Ritzau.

De tre unge mænd kørte i en bil med meget høj hastighed i østlig retning på Østerbro i Odense. Pludselig skrider bilen ud og rammer en lygtepæl og videre ind en husmur.

Der var tilsyneladende ingen vidner til ulykken, og politiet afspærrede i flere timer ulykkesstedet.

"Vi arbejder derude endnu det næste stykke tid. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvad der er gået galt," sagde vagtchefen klokken 01.00 natten til lørdag.

Ulykken blev anmeldt fredag klokken 21.47.

Se flere billeder og video på localeyes.dk

jr

Publiceret 26 September 2020 08:11