Foto: Politiet.

Hvem er de to efterlyste på billedet: Ægtepar på aftentur udsat for væbnet røveriforsøg

Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes hjælp i forbindelse med efterforskningen af et forsøg på røveri, der fandt sted søndag den 20. september 2020 klokken 20.19 i Borgergade i Bramming ved Esbjerg.

Ved røveriforsøget forsøgte en gerningsmand med en kniv at true et ægtepar til at udlevere punge og mobiltelefoner, hvilket dog mislykkedes, da parret nægtede. Herefter flygtede gerningsmanden fra stedet i retning mod gågaden, hvor en mulig medgerningskvinde ventede, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet har udsendt denne beskrivelse af gerningsmanden:

* Mand

* 15 - 20 år

* 170 – 175 centimeter høj

* Spinkel af kropsbygning

* Hvid hudfarve

* Talte dansk

* Var iført grå hættetrøje, hvor hætten var trukket op over hovedet. Muligvis var han iført en mørk jakke ud over den grå hættetrøje

* Var bevæbnet med en mindre kniv

Politiet har intet signalement af den mulige medgerningskvinde.

Fotoet er fra et overvågningskamera, optaget umiddelbart før røveriforsøget fandt sted.

Hvis du kan genkende den formodede gerningsmand eller har andre informationer i sagen, kan du kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.

Publiceret 30 September 2020 13:27