Marie Lock-Hansen blev skudt i sit hjem på Hestehavevej i Højbjerg 10. november 1967.

Marie Lock-Hansen blev skudt i sit hjem på Hestehavevej i Højbjerg 10. november 1967.

Kvinde står frem: "Min mand slog Marie Lock-Hansen ihjel"

I ny bog om Højbjergmordet medvirker en kvinde, der ikke er i tvivl om, at det var hendes eksmand, der slog Marie Lock-Hansen ihjel

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

mord En nordsjællandsk 79-årige kvinde er ikke i tvivl. Hendes mand likviderede Marie Lock-Hansen 10. november 1967 på Hestehavevej 2B i Højbjerg. Det efterhånden meget omtalte Højbjergmordet, som aldrig er blevet opklaret og måske aldrig nogensinde bliver det.

"Jeg ikke bare tror det, jeg ved, det var ham," siger Vibeke stålfast over Facetime til Lokalavisen Aarhus.

Vi kalder hende Vibeke, men det er ikke hendes rigtige navn. Hun ønsker at være anonym af hensyn til familien. Vibeke optræder også som kilde i Fantommanden, der er navnet på Christine Jøncks kommende bog om Højbjergmordet. I bogen optræder kvinden også med navnet Vibeke. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn.

Vibeke var gift med den mand, som hun mener, tog livet af Marie Lock-Hansen, og hun betegner manden, som hun blev skilt fra i starten af 70'erne, som en vaskeægte psykopat, der også udsatte hende for hustruvold.

"Han var sælger og havde været i Jylland på morddagen. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han ikke kom hjem, for jeg stod med aftensmaden. Dagen efter gik han efter morgenbrød, og imens han var væk, kom der to civile betjente og bankede på døren. De ville tale med min mand. De kom indenfor, ventede og talte med ham, da han kom tilbage. De tog ham pludselig med til politistationen, og så hørte jeg ikke mere til det. Men det var underligt, for vi havde også en grøn Morris Mascot, præcis som den, der blev efterlyst i forbindelse med mordet," siger Vibeke og henviser til den grønne bil, der var set holde på Oddervej foran huset.

Spion i Tyskland

Ifølge Vibeke var hendes mand spion og holdt øje med Østtyskland, og selv om det aldrig blev nævnt højt, er hun ikke i tvivl.

"Jeg var med ham i Tyskland et par gange, og der skete underlige ting. Blandt andet kom vi på et tidspunkt til en markvej, der var spærret med en lænke og et skilt med adgang forbudt. Han fjernede kæden og kørte igennem, selv om jeg sagde, at vi ikke skulle. Da vi kom op ad bakken, var der nogle militærfly, som han bad mig tælle. Han talte dem også selv, og vi nåede frem til det samme resultat, og så kørte vi igen. Jeg synes, det var mærkeligt, men jeg var ung og godtroende, og han var meget manipulerende," siger Vibeke.

"Det er jo..."

Alt det var meget mærkeligt, syntes hun, men det var først i 2007 i forbindelse med "jubilæet" på drabet, at Vibeke så fantomtegningen af sin mand i en tv-dokumentar om Marie Lock-Hansen. Hun havde aldrig set tegningen før, for i mange år var den ikke offentliggjort - det var kun politiet, der lå inde med den.

Lokalavisen sendte live fra gerningsstedet i Højbjerg på 50-års dagen

"Gud, det er jo ... Jeg så også fantomtegningen efterfølgende i bogen Den Usandsynlige Morder, og jeg er på ingen måde i tvivl - det var min mand. Jeg blev lidt lamslået og tænkte: 'Hvad i himlens navn er det, han har lavet'. Efter sigende skulle Marie Lock-Hansen have været østtysk spion, og hun var kendt for at gå mange ture i skoven, hvor Søværnets Operative Kommando-central lå. Det ville være logisk, hvis han har skudt hende, for hvis det er korrekt, at hun var spion, så tror jeg, at han har fået besked om at likvidere hende," fortæller Vibeke, hvis eksmand er død i dag, men ville have været på samme alder som hende, hvis han levede.

Christine Jønck er forfatteren til den nye bog om drabet på Marie Lock-Hansen - et drab, der aldrig er blevet opklaret.

Christine Jønck er forfatteren til den nye bog om drabet på Marie Lock-Hansen - et drab, der aldrig er blevet opklaret. Foto: Kirstine Ploug

På vegne af Vibeke har forfatter Christine Jønck oplyst Østjyllands Politi, at Vibeke mener, at hendes mand var morderen. Christine Jønck fik at vide, at politiet ville vende tilbage til hende, men det er endnu ikke sket. Hun talte med politiet i sommer.

Manglende beviser

Selv om Vibeke er sikker på, at hendes mand er morderen, ønsker hun ikke at hænge ham ud, for hun har ingen fysiske beviser på, at det er ham, der har gjort det, men ifølge forfatter Christine Jønck passer alle Vibekes udsagn med det, der skete dengang.

Og Christine er ikke i tvivl om, at Vibeke har en pointe, når hun udpeger sin mand som morderen.

"Da jeg så et billede af Vibekes mand og så fantomtegningen ved siden af, så er man ikke i tvivl om, at det er den samme mand," siger Christine Jønck.

Lokalavisen Aarhus har set billeder af manden fra den periode, mordet blev begået, og sammenlignet dem med fantomtegningen. Ud fra det vil avisen med lægmandsøjne konstatere, at der er en vis lighed og fællestræk.

Sådan ser den nye bog ud.

Sådan ser den nye bog ud.

Vibeke har aldrig nævnt det med hendes mand til nogen - heller ikke deres børn. Hun har ingen beviser, udover billedet, der ligner fantomtegningen, og hun føler også, at det er voldsomt at hænge en mand ud som morder, da hun ikke kan bevise, at det er ham. Men det ændrer ikke på, at hun ikke er i tvivl om, at det var ham, der slog Marie Lock-Hansen ihjel.

Lokalavisen Aarhus har haft kontakt med Østjyllands Politi. Vi ville gerne have svar på følgende spørgsmål:

  • Kan I bekræfte, at I i sommer modtager nye oplysninger i sagen i form af et bud på en morder og billedmateriale af pågældende mand?
  • Hvad har I gjort/gør I med disse nye oplysninger? Hvilke efterforskningsskridt afføder disse nye oplysninger?
  • Hvad er politiets vurdering af disse oplysninger?
  • Vi har set billederne og vil mene, at der er en vis lighed og fællestræk (men naturligvis ikke nok til at konkludere, at det er samme mand på fantomtegningen). Er det også politiets opfattelse?

På en mail svarer Østjyllands Politis politiinspektør Michael Kjeldgaard:

"Vi har igennem flere år fået adskillige tip i sagen, og da der er tale om et uopklaret drab, så følger vores efterforskere løbende op på de oplysninger, der måtte være relevante. Vi vil ikke svare på konkrete spørgsmål om efterforskningen i en drabssag, men sagen er fortsat åben, og vores håb er fortsat, at vi en dag kan bevise, hvem gerningsmanden var."

Publiceret 14 October 2020 10:30