Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Cyklist i kritisk tilstand efter påkørsel af varebil: Politiet søger vidner

Nordsjællands Politi efterlyser vidner, som overværede den alvorlige færdselsulykke på Gillelejevej i Græsted onsdag morgen.

Ved ulykken blev en 45-årig mand på el-cykel klokken 07.03 påkørt af en varebil ført af en 24-årig mand.

"Der er tale om en meget alvorlig færdselsulykke, og for at fastslå det præcise hændelsesforløb vil vi gerne i kontakt med borgere, som har været vidner til uheldet. Vi har selvfølgelig talt med føreren af varebilen, men det har ikke været muligt at afhøre el-cyklisten, da han fortsat er i kritisk tilstand," fortæller politikommissær Christian Marcussen fra Nordsjællands Politi.

Den 24-årige bilist blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

"Sådanne trafikulykker kan være meget komplekse, og da cyklisten i det her tilfælde er kommet meget slemt til skade, vil vi gerne være sikre på, at vi er bekendte med så mange detaljer fra hændelsesforløbet som muligt. Det er vigtigt for vores videre efterforskning, herunder blandt andet for at kunne belyse skyldsspørgsmålet," siger Christian Marcussen.

Ring på 1-1-4 med oplysninger.

jn

Publiceret 23 October 2020 15:22