Arkivfoto.

PAS PÅ: Dømt børnelokker jagter fortsat børn - skole og forældre slår alarm!

En ældre mand, tidligere dømt for krænkelser mod et barn, bliver ved med at opsøge drenge ved Trelleborg Friskole ved Slagelse. Forældre og skoleleder er bekymret og undrer sig over, at man tilsyneladende intet kan stille op med manden. Men politiet tager sagen meget alvorligt, skriver Sn.dk.

Selv om manden har tilhold, opsøger han elever fra skolen, og han gør det ved busstoppesteder, langs ruten til skolen, hvor elever kommer cyklende, og via sociale medier og andre steder, hvor han kan sende beskeder til børnene.

"Han stopper ikke, selv om politiet beder ham om det. Det er ingen hemmelighed, at vi er meget bekymrede over, at han opsøger vores børn, og vi ved alle, hvem han er, siger skoleleder Astrid Vind til Sn.dk.

Lokalpolitiet i Slagelse bekræfter, at skolen har meldt ham. Og politiet holder øje med manden.

"Vi har haft politi og SSP ude for at holde oplæg for børnene. De gør alt, hvad de kan, og kommer herud hver gang. Problemet er jo her, at man ikke kan gøre noget. Han har brug for hjælp, men han får ingen, før han begår noget kriminelt," siger skolelederen, der formoder, at mandens hensigter ikke er gode, til Sn.dk.

Publiceret 23 October 2020 11:58