Person ramt af tog: Togtrafikken indstillet

En person er fredag morgen blevet ramt af et letbane-tog ved Skødstrup Station. Ulykken påvirker trafikken på flere letbane-strækninger

Af
Jonas Wrede Hansen

Video: Øxenholt Foto

Letbanen holder fredag morgen stille på grund af en personpåkørsel i Skødstrup. Det bekræfter vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi overfor Lokalavisen Aarhus.

Han fortæller, at politiet klokken 06.08 fik en anmeldelse om, at en person var blevet ramt af et letbane-tog tæt på stationen i Skødstrup. Der er tale om en mand, som for kort tid siden er blevet kørt væk i ambulance til traumecenteret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Bo Christensen fra Østjyllands Politi kender dog endnu ikke mandens tilstand.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ulykken skete tæt på stationen i Skødstrup.

Ulykken skete tæt på stationen i Skødstrup. Foto: Øxenholt Foto

"Han er i live, men mere ved jeg ikke på nuværende tidspunkt," fortæller vagtchefen til Lokalavisen Aarhus.

Ifølge Lokalavisen Aarhus' oplysninger var der 15 til 20 personer i letbane-toget, da ulykken tidligt fredag morgen skete. Politiet arbejder fortsat på stedet, og derfor er letbane-trafikken påvirket fredag morgen.

Lokalavisen Aarhus følger sagen

Trafikinfo

  • Midttrafik oplyser fredag morgen på selskabets hjemmeside, at letbanen på grund af ulykken i øjeblikket ikke kører på strækningen mellem Hornslet og Lystrup.
  • Der køres med reduceret drift Hornslet-Grenaa og Lystrup-Aarhus på L1. Midttrafik henviser til, at man i stedet benytter øvrige busruter.

Kilde: Midttrafik

Publiceret 23 October 2020 08:18