Arkivfoto.

Tilfældig kvinde ydmyget og banket ned: Drenge i flok slog til på åben gade

Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner til et groft, umotiveret overfald på en 44-årig kvinde i Ishøj sent søndag aften, oplyser vagtchef Jens Møller til Ritzau.

Overfaldet skete på Brolæggerpladsen i Ishøj søndag omkring klokken 22.30, men det var først omkring klokken 01.30, at kvinden ringede til politiet og anmeldte det.

"Hun er taget hjem og har haft det skidt og været konfus, og derfor har hun først ringet til os senere," siger vagtchef Jens Møller.

Kvinden var på vej hjem fra et besøg hos sine forældre og kom trækkende med sin cykel tæt på sin bopæl, da hun pludselig blev væltet omkuld af tre unge mænd eller drenge.

"Hun har forklaret, at der er tale om tre yngre mænd af anden etnisk oprindelse end dansk. Det bygger hun på, at de internt talte et andet sprog end dansk. Enten tyrkisk eller arabisk," siger vagtchefen.

"Hun når ikke at se så meget. Hun bliver sparket og slået og kaldt ukvemsord på dansk, og så løber de derfra. Der bliver ikke stjålet noget, og gerningsmændene beder heller ikke om noget, Det virker helt umotiveret, for hun har ikke haft kontakt med nogen, snakket med nogen eller bemærket noget inden," siger vagtchefen.

Politiet håber, at der er vidner, som har set eller hørt noget.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.

Publiceret 26 October 2020 08:49