Foto: Øxenholt Foto.

Livsfarligt projekt: Han faldt ned - nu svæver han mellem liv og død

Mandag klokken 13.38 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket en arbejdsulykke på en adresse i Asferg ved Fårup nord for Randers.

En 41-årig mand, der var ansat på stedet, havde været i færd med at udskifte tagplader, da han faldt ned fra taget og landede på et cementgulv.

Manden blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital med svære hovedskader, og hans tilstand er fortsat meget kritisk. Mandens pårørende er blevet orienteret om ulykken, oplyser Østjyllands Politi.

Arbejdstilsynet blev tilkaldt til stedet for at undersøge forholdene nærmere. Her kunne det konstateres, at den 41-årige mand var blevet løftet op til tagryggen i et bur på en frontlæsser uden brug af det nødvendige sikkerhedsudstyr. Mandens arbejdsgiver, en 43-årig mand, blev derfor sigtet for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, oplyser Østjyllands Politi.

Publiceret 17 November 2020 12:59