Foto: Privat og politiet.

Er forsvundne Maria From Jakobsen tilintetgjort? Politiet har fundet store mængder af kaustisk soda og saltsyre hos drabssigtet mand

Nordsjællands Politi frygter, at en drabsmand har skaffet sig fuldstændig og aldeles af med Maria From Jakobsen. Politiet undersøger bl.a. krematorier, oplyser Lau Lauritzen, vicepolitiinspektør og leder af efterforskningscentret ved Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

En 44-årig mand, som har en relation til Maria From Jakobsen - der er psykolog ved Holbæk Sygehus, mor til to og med privat bolig i Frederikssund - er varetægsfængslet i sagen, sigtet for drab på kvinden.

Hos denne varetægtsfængslede 44-årige mand, som er beskyttet af navneforbud, har politiet fundet store mængder af kaustisk soda og saltsyre. Manden har desuden lavet internetsøgninger på havdybde, olietønder, selvmord, forsvinden og rensemidler, skriver Ekstra Bladet.

Maria From Jakobsen forsvandt den 26. oktober. I første omgang blev hun blot efterlyst, og det hed sig, at hun forlod hjemmet i Frederikssund i nedtrykt tilstand. Hendes bil blev fundet ved Bellahøj i Københavns nordvestkvarter. Og ifølge politiet havde den sigtede mand - uden at have en særlig god forklaring på hvorfor - været i det område, hvor bilen blev fundet, både i dagene før, efter og på selve den dag, hvor kvinden forsvandt, skriver Ekstra Bladet.

Derfor har sagen udviklet sig til en drabssag, og den 44-årige mand blev varetægtsfængslet frem til den 30. november. Og derfor arbejder Nordsjællands Politi på højtryk for at finde nye og flere beviser mod den 44-årige mand, der har en meget speciel stillingsbetegnelse i forhold til netop denne sag. Det er også en grund til, at han er beskyttet af navneforbud. Pressen må altså ikke oplyse hans job og relation til den forsvundne Maria From Jakobsen.

Publiceret 19 November 2020 10:48