Foto: Presse-fotos.dk

Lige nu: Jagt på liget af Maria From Jakobsen

Lige nu undersøger politiets teknikere et sommerhus på Vesterled ved Nykøbing Sjælland. Det sker i jagten på at finde forsvundne Maria From Jakobsen. Og eventuelt hendes lig.

Den 43-årige kvinde fra Frederikssund - psykolog på Holbæk Sygehus og mor til to - forsvandt den 26. oktober.

I første omgang behandlede politiet sagen som en almindelig efterlysningssag. Men nu er en mand fængslet i sagen, og politiet efterforsker sagen som en formodet drabssag. Den 44-årige mand er varetægtsfængslet frem til den 30. november, og politiet jagter derfor flere beviser mod manden - og politiet leder efter et eventuelt lig af Maria From Jakobsen.

Politiet hører gerne fra borgere, der muligvis har oplysninger i den mystiske sag.

Politiet vil eksempelvis meget gerne høre fra borgere, som i perioden fra 25. oktober til 4. november har set en hvid Chevrolet Spark eller en grå Suzuki Baleo - og eventuelle personer i eller omkring bilerne på Rødkildevej og Frederikssundsvej i København.

Den fængslede mand har ifølge politiet været i det område i København, hvor bilerne blev fundet. Både i dagene før, efter og på selve den dag, hvor kvinden forsvandt. Og manden har ikke, ifølge politiet, kunnet redegøre tilfredsstillende for, hvorfor han var i de områder i netop de dage.

Og nu undersøges og finkæmmes sommerhuset på Vesterled i Nykøbing Sjælland.

Og det samme gør en genbrugsplads et sted på Sjælland. Den grå Suzuki Baleo har anhængertræk og kan muligvis have haft en trailer med sig, lyder det fra Nordsjællands Politi.

Det er også kommet frem, at den 44-årige mand, som er fængslet i sagen, har en relation til Maria From Jakobsen. Manden er beskyttet af navneforbud, fordi han har en meget speciel stilling, som vil gøre det nemt af identificere ham.

Han nægter sig skyldig.

Hos den varetægtsfængslede 44-årige mand har politiet fundet store mængder af kaustisk soda og saltsyre. Manden har desuden lavet internetsøgninger på havdybde, olietønder, selvmord, forsvinden og rensemidler, har Nordsjællands Politi oplyst.

Publiceret 19 November 2020 13:12