Foto: Presse-fotos.dk

Drama i nat: Han blev offer for den snigende død

En mand blev i nat fundet død i sin seng i et hus i Erritsø ved Fredericia. Han blev offer for en såkaldt ulme- eller glødebrand.

Røgdykkere blev sendt ind i boligen, hvor de fandt husets beboer, en 81-årig mand, død i sin seng, oplyser brandvæsenet til Fredericia Dagblad ifølge Ritzau.

Der var ingen flammer at se, da brandvæsenet nåede frem til adressen lidt efter klokken 03.

"Men der har været gang i den, for den ene rude var sprunget. Det var en såkaldt ulmebrand," siger indsatsleder Hans-Egon Bendorff fra TrekantBrand.

En ulmebrand eller en glødebrand er en brand, hvor der ikke ses flammer. Den udvikler sig langsomt, og der afgives varme og røg.

Vagtchef Jørn Lindhardt bekræfter dødsfaldet over for Ritzau. Det var en hjemmehjælper, der klokken 03 alarmerede politiet om, at der var brand i huset.

Brandskaderne er begrænset til soveværelset, og det kunne tyde på, at rygning i sengen kan have været årsag til branden. Men det vil politiets undersøgelser muligvis afsløre.

Publiceret 23 November 2020 12:14