Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Det var en fælde: Bange dreng ringede til politiet og anmeldte indbrud i husets stueetage

En bange dreng ringede en sen aften til politiet og anmeldte, at der muligvis var indbrud i det hus, han opholdt sig i.

I telefonen forklarede den 16-årige, som befandt sig på husets førstesal, at han kunne høre støj fra stueetagen, og det lød, som om nogen var brudt ind i huset. Der var voksne i huset, men drengen var bange for, at tyvene nedenunder skulle opdage ham, hvis han prøvede at alarmere dem, forklarer vagtchef hos Fyns Politi Henrik Strauss til Fyens.dk.

Politiet holdt telefonisk kontakt med drengen, mens en patrulje hastede til adressen i det sydlige Odense.

Men det var ikke støj fra tyve, som drengen havde hørt. Lydene stammende fra en musefælde, som var klappet med fangst.

"Vi kunne ikke redde den," konstaterer vagtchefen tørt ifølge Fyens.dk.

Publiceret 25 November 2020 11:26