Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock

Dreng på cykel kørt ned bagfra: Flugtbilist kørte væk med høj musik og høj fart

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser en flugtbilist, som onsdag formiddag stak af efter at have påkørt en 17-årig cyklende dreng på Susåvej i Vetterslev ved Ringsted.

Påkørslen skete ifølge drengen da han klokken 11.27 kom cyklende ad Susåvej mod nordøst. Her blev han pludselig ramt bagfra af en bil, så han styrtede ud over cykelstyret og landede på fortovet, hvor han slog sin ene arm og sit knæ.

Bilisten som ramte den 17-årige standsede angiveligt ikke op, men accelererede i stedet og kørte væk ad Susåvej og drejede mod nordvest af Vetterslev Bygade.

Den 17-årige blev efterfølgende tilset på skadestuen for et muligt brud på armen. Han var dog sluppet heldigt fra uheldet med knubs og en forstuvet arm, oplyser politiet.

Drengen beskriver flugtbilen som: Mellemstor, sort personbil, muligvis en stationcar med skarpe forlygter. I bilen sad angiveligt to personer, som hørte høj, ungdommelig musik.

Eventuelle vidner, som kan hjælpe med at få belyst sagen og finde frem til flugtbilisten, bedes ringe til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4.

jn

Publiceret 26 November 2020 11:28