16-årig dreng er anklaget for ad to omgange at have begået seksuelle overgreb mod en 12-årig pige.

16-årig dreng er anklaget for ad to omgange at have begået seksuelle overgreb mod en 12-årig pige. Modelfoto: Adobe Stock

Dreng sigtet for voldtægt af 12-årig pige ved skole

Teenage-dreng blev torsdag eftermiddag anholdt for at have begået seksuelle overgreb mod en 12-årig pige

Af
Jonas Wrede Hansen

En 16-årig dreng så ikke særlig bekvemt ud ved situationen, da han fredag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør i retten i Aarhus. Med røde øjne og et tomt blik sad han i retssalen, imens anklageskriftet, der indeholdt grove forbrydelser, blev læst op.

Torsdag eftermiddag klokken 15.57 blev han anholdt, efter en 12-årig pige havde anmeldt, at hun ved to episoder var blevet udsat for seksuelle overgreb samt trusler.

Det første overgreb skete i sommer på et grønt område ved en skole i den nordlige del af Aarhus, hvor den 16-årige dreng ifølge sigtelsen tvang pigen til anden kønslig omgang end samleje.

Mandag i sidste uge begik den 16-årige dreng igen overgreb mod pigen. Det skete på det samme grønne område ved skolen, hvor den 16-årige dreng ifølge anklageskriftet voldtog den 12-årige pige. Efter begge overgreb truede drengen den 12-årige pige til at holde sin mund om, hvad der var sket.

Ifølge anklageskriftet fortalte han pigen, at han ville offentliggøre nøgenbiller af hende, hvis hun gik til politiet.

Den 16-åriges ansigtsudtryk ændrede sig på intet tidspunkt under oplæsningen af anklageskriftet. Igennem sin forsvarsadvokat oplyste drengen, at han nægtede sig skyldig.

Derefter blev dørene lukket for pressen.

Publiceret 27 November 2020 12:04