Arkivfoto

Arkivfoto

11-årig pige fundet død

Fundet af en død 11-årig pige natten til fredag har rystet byen Egedesminde på Grønland. Efter en større eftersøgning blev pigen fundet død ved en trappe mellem virksomheden KJ Greenland Aasiaat og Wille Brandtsvej omkring klokken 01.30, skriver Ritzau ifølge en pressemeddelelse, som er udsendt fra Grønlands Politi.

Politiet kan ikke udelukke, at der er sket pigen en forbrydelse og søger i den forbindelse efter vidner, som kan have observeret vigtige detaljer i tiden fra torsdag aften til fundet af pigen. De skal ringe på telefon 701424 i dagstimerne – eller efter klokken 16 på 701448.

Der er ifølge Ritzaus oplysninger tale om 11-årige Niina Natuk Filemonsen, der beskrives som cirka 150 centimeter høj og spinkel af bygning. Hun blev sidst set torsdag klokken 20, da hun forlod sit hjem med håret opsat i en knold og iført et mørkegråt pandebånd, en rød, lang Canada Goose-vinterjakke, mørkeblå overtræksbukser og sorte støvler.

Politifolk fra Danmark vil tirsdag, sammen med en retsmediciner, tage til Grønland for at assistere i opklaringen af det mystiske dødsfald.

jn

Publiceret 28 November 2020 08:30