Arkivfoto

Her er politiets nye hemmelige våben i togene: Jagt på balademagere og snydere

Onsdag aften var DSB-revisorer og politifolk i civil igen i fælles aktion på S-tognettet på Vestegnen.

Betjentene havde fokus på tryghed, ro og orden og var ellers klar til at bistå revisorerne ved behov.

"Civile patruljer er med til at give os et billede af, hvad der foregår, uden politiets tilstedeværelse er spottet på afstand," siger vicepolitiinspektør Søren Enemark, Københavns Vestegns Politi.

I løbet af aftenen visiterede politiet en række mistænkelige personer, rejste sigtelser mod otte for at besidde cannabis og to andre fik bøder for en opførsel, som forstyrrede den offentlige orden.

Dertil måtte betjentene hjælpe revisorerne med at få identiteten klarlagt på en stribe passagerer, som ikke ville medvirke til billetkontrol. Ifølge DSB fik omkring 60 passagerer en kontrolafgift med hjem af revisorerne for at rejse uden billet, og 17 blev bedt bruge mundbind, fordi de uden helbredsgrund ikke havde et på.

Fællespatruljen onsdag den 25. november var den seneste af en stribe aktioner med politi- og DSB-personale men ikke den sidste, varsler vicepolitiinspektør Søren Enemark.

I den seneste tid har Københavns Vestegns Politi patruljeret oftere på S-tognettet på forskellige tider af døgnet.

Publiceret 30 November 2020 14:25